ØSTKYSTEN
ØSTKYSTEN
NORDJYSKE NYHEDER lørdag 1. september 2018
NORDJYLLAND: Region Nordjylland holder endnu en gang Åben Klinik, hvor kvinder uden tidsbestilling kan komme og få foretaget en screening for livmoderhalskræft. Denne gang er tilbuddet udvidet til både Aalborg og Hjørring.

- Vi vil gerne give endnu flere kvinder mulighed for at benytte tilbuddet, derfor har vi fået mulighed for også at holde Åben Klinik på gynækologisk ambulatorie på hospitalet i Hjørring, siger 1. Reservelæge, Ph.d. studerende, Henriette Strøm Kahr.

- Kampagnen i foråret fik rigtig god respons på Facebook, som var den primære kanal. Vi håber, folk også tager godt imod den her i efteråret, og at vi derigennem kan hjælpe hinanden med at huske på at komme afsted til de her screeninger, siger projektleder Mona Buss Buksti.

Der er Åben Klinik på Gynækologisk ambulatorium i Aalborg og Hjørring. Der er sat vejvisere op fra forhallen, så det er til at finde. Om tirsdagen er det i Aalborg på Sygehus Nord kl. 16 -19. Og om torsdagen på hospitalet i Hjørring kl. 16 -19. Tilbuddet fortsætter til udgangen af november. Åben Klinik kræver ikke tidsbestilling. Det er bare at dukke op mellem kl. 16 og 19.

Fokus på livmoderhalskræft er en del af den såkaldte Kræftplan 4, og altså et nationalt fokusområde. Screeningerne er i udgangspunktet en opgave, der ligger hos almen praksis, men nationalt bliver der afprøvet flere modeller for at få flere kvinder til at deltage i screeningsprogrammet, og Åben Klinik på hospitalerne sammen med en generel opmærksomhedsskabende kampagne er altså Region Nordjyllands indsats på området.

Alle kvinder fra 23 til 64 år modtager en invitation i e-boks. Fra 23-49 år er det hvert 3. år. Herefter er det hvert 5. år.

For at blive screenet i Åben Klinik skal man have modtaget en invitation. Det vil sige, at det skal være mindst 3 år siden, man senest blev screenet.