ØSTKYSTEN
ØSTKYSTEN
LOKALE NYHEDER tirsdag 28. august 2018
ALS: OK-klubben, der har fast tilholdssted i aulaen på Havbakkeskolen i Als, har tilrettelagt et omfattende og varieret program for det kommende efterår, vinter og forår.

Der lægges ud onsdag 19. september, hvor leder af institutionen Ravnbjerghus, Jesper Andreassen, vil fortælle om hverdagen på stedet. Desuden bliver der musikalsk underholdning ved Landlyst Band, der både spiller og synger, oplyser Birte Petersen fra OK-klubben.

I oktober står den på udflugt. Der arrangeres en tur til Skurbyen, der ligger helt ned til Limfjorden i den vestlige del af Aalborg. Der gøres ophold i Dokkedal, hvor man skal drikke eftermiddagskaffe på Mulbjerg Kro.

I november kommer byrådsmedlem med rødder i Als, Henrik Sloth, på besøg i klubben for at fortælle om Als, som han husker byen.

Året sluttes af i midten af december, hvor det lokale kor under ledelse af Liss Bonnerup på klaver vil underholde med sange, som publikum givet vil kunne synge med på.

Det ny år indledes med filmforevisning. Det er Hans Flou, der kommer på besøg i klubben for at vise film om slotte og herregårde i Østhimmerland. Der bliver blandt andet besøg på Lindenborg, Kongstedlund og Wiffertsholm.

Traditionen tro er OK-klubben også på et besøg i menighedshuset. Det er programsat til onsdag 13. februar, og i april står der musikalsk underholdning på programmet. Det er lokale H.C. Menne og Jørgen Hass på henholdsvis saxofon og guitar, der vil underhold en onsdag eftermiddag på skolen.

Forårets arrangementer slutter med en udflugt. Det er endnu ikke endelig fastsat, hvortil turen skal gå, men Vesterhavet er stillet i forslag, oplyser Birte Petersen.

Alle datoer kan ses på Aktivitetskalenderen.

Jesper Andreassen, leder af Ravnbjerghus mellem Als og Helberskov.
Hans Flou viser film fra Østhimmerlandske slotte og herregårde.