NORDJYSKE NYHEDER fredag 01. juni 2018
LANDSNYHEDER mandag 23. juli 2018
HELE LANDET: Rasmus Ørskov fra Herning Svæveflyveklub vandt i weekenden verdensmesterskabet i svæveflyvning.

Konkurrencen blev fløjet fra Ostrów i Polen, hvor Rasmus Ørskov gennem hele konkurrencen fløj meget konsistent med placeringer i top-10 med en enkelt 16. plads som undtagelse.

Inden sidste flyvning lå han på en samlet 3. plads med 120 point op til 1. pladsen, og det havde længe set ud som en polsk 1. og 2. plads, men Rasmus ville det anderledes. Han tog det afgørende skridt mod verdensmesterskabet på sidste konkurrencedag, hvor han gennemførte opgaven som dagsvinder og distancerede sine to nærmeste rivaler.


Rasmus Ørskov ved det fly, han vandt verdensmesterskabet i.
Rasmus Ørskov er 34 år og arbejder til dagligt som statsautoriseret revisor i revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm i Haderslev. Sammen med kæresten, Monika Mogensen, har han børnene Adam på næsten 2 år og lille Freja på et halvt år. Den lille familie bor i Kolding, og Rasmus flyver i Herning Svæveflyveklub.

Rasmus Ørskov er en særdeles erfaren pilot, som har fløjet konkurrence i mange år med mange toplaceringer, så det kom ikke bag på hans mange svæveflyvekammerater, at han satte sig på toppen ved dette verdensmesterskab. Han er nærmest født ind i svæveflyvesporten, hvor bedstefaren, begge forældre og alle søskende er svæveflyvere.