NORDJYSKE NYHEDER fredag 01. juni 2018
LOKALE NYHEDER mandag 09. juli 2018
ØSTER HURUP: Formand for Event Øster Hurup, Jan Andersen, var fredag aften selv en del af sommerens første musikalske underholdning på det ny bycenter i  turistbyen.

Han trakterede en guitar i orkestret A-Team, der på en flytbar scene underholdt godt et par hundrede mennesker i en aftentime.

På pladsen var der også rullet spise- og udskænkningssteder ind, ligesom der var opstillet et stort antal borde-bænkesæt. Ikke de traditionelle i træplanker, men mere strømlinede, der passer ind i området.

Musikalsk underholdning på det ny sted skal være en tilbagevendende fredagsbegivenhed.

Den kommende fredag er det Bibbi og Snif, der er på scenen, 20. juli lanceres Alena og Lucia, den 27., Ramblin og Midnight og 3. august er det Before Danceband.

Også selv om der ikke lokkes med underholdning, færdes der mange mennesker i området, ligesom tårnet på pladsen bliver en del benyttet. Der er ofte mennesker på toppen for at se ud over havn og hav.

Der er i tilknytning til bycentret etableret en stor parkeringsplads, og bilister, der bruger Øster Hurup som gennemkørselsby, kan i sommertrafikken mærke, at der holder knap så mange biler parkeret i begge sider af Kystvejen, så det er lettere at slippe igennem.
Der var samlet godt et par hundrede mennesker til sæsonens første fredagsunderholdning på det ny bytorv i Øster Hurup.
Det var det lokale A-Team, med blandt andre formand for Event Øster Hurup, Jan Andersen, yderst til venstre, der stod for den musikalske underholdning.
Der var opstillet mange bord-bænkesæt, hvor man kunne spise og drikke, samtidig med man lyttede til musikken.
Der var til stadighed kø ved udskænkningsstederne.