NORDJYSKE NYHEDER fredag 01. juni 2018
NORDJYSKE NYHEDER søndag 01. juli 2018
NORDJYLLAND: Et nyt uddannelsesforløb skal være medvirkende til, at sygeplejerskerne på den psykiatriske skadestue bliver de bedste til at yde specialiseret psykiatrisk sygepleje til akutte patienter. Forløbet skal give dem et fagligt løft og sikre den rette vurdering af patienternes behov for akut hjælp.

Kan patienten være til skade for sig selv eller andre? Skal patienten hurtigt tilses af en læge? Fejler patienten noget fysisk? Hvem har brug for hjælp først?

Det er nogle af de spørgsmål, som sygeplejerskerne i de psykiatriske skadestuer skal tage stilling til. Det er som oftest sygeplejerskerne, der som de første møder de meget dårlige patienter. Psykiatridirektør i Region Nordjylland, Anette Sloth, er derfor glad for, at man nu har oprettet et målrettet tilbud om efteruddannelse på netop det område.

I samarbejde med UCN act2learn har regionen og psykiatrien udviklet et diplommodul i akut sygepleje i en psykiatrisk kontekst. De første 15 sygeplejersker har været igennem forløbet, og målet er, at endnu flere skal følge trop..

Anette Sloth så gerne, at den psykiatriske sygepleje havde sin egen akutuddannelse på linje med den landsdækkende akutuddannelse indenfor somatikken, hvor fokus er på de fysiske sygdomme.

- Der indgår psykisk sygdom, som en del af basisuddannelsen på den nationale akutuddannelse, men vi har manglet et tilbud om yderligere kompetenceløft. Derfor er vi glade for det nye modul, som er udviklet. Vi ønsker at give sygeplejerskerne et fagligt løft og gøre dem endnu bedre til at foretage observationer og hurtigt vurdere hvilke handlinger, der er brug for, siger Anette Sloth.

Hos UCN act2learn er områdedirektør Michell Kannegaard Olesen meget tilfreds med samarbejdet om at udvikle uddannelsen.

- Det er afgørende for os at tale med de udviklingssygeplejersker, som har deres daglige gang på de psykiatriske skadestuer. Det er vigtigt, vi sammensætter en uddannelse, som matcher de behov, der er ude i praksis og ikke blot kommer med vores bud på, hvad sygeplejerskerne har brug for af kompetencer, lyder det fra Michell Kannegaard Olesen.

Louise Lillelund Aachmann er klinisk afsnitskoordinator på N6 i Brønderslev, der er et lukket intensivt afsnit med modtagelse.


- Det har øget vores faglighed, fordi vi har fået et frisk pust. Noget er ny viden og andet er kendt viden, som bliver pudset af. Jeg har brugt det til at opdage vores blinde punkter og spotte, hvad vi skal arbejde videre med. Vi har blandt andet sat et projekt i værk i forhold til at styrke vores inddragelse af pårørende, ligesom vi er begyndt at arbejde mere målrettet med metoden guidet egenbeslutning, fortæller Louise Lillelund Aachmann.

Stefan C. Jensen er sygeplejerske på psykiatrisk skadestue i Aalborg og har ligeledes afsluttet det nye efteruddannelsestilbud. Han understreger, at det er vigtigt med efteruddannelse på det psykiatriske felt, da de som sygeplejersker møder helt andre udfordringer end deres kolleger i den somatiske skadestue.
Psykiatridirektør i Region Nordjylland, Anette Sloth.