NORDJYSKE NYHEDER fredag 01. juni 2018
LANDSNYHEDER tirsdag 26. juni 2018
HELE LANDET: Hvis du købte et 50 kvadratmeters sommerhus det år, Danmark blev europamestre i fodbold, gav du ifølge statistikken 220.000 kr. for det. Har du netop solgt det her 25 år efter triumfen, kan du sælge det for 727.000 kr. Altså en stigning på 229 pct.

Det viser en beregning, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har lavet over tal fra Finans Danmark over realiserede sommerhushandler fra fjerde kvartal 1992 til fjerde kvartal 2017.
 
-Over en periode på femogtyve år vil man typisk se en pæn prisstigning, men vi har stadig ikke nået højdepunktet fra andet kvartal 2007, hvor salgsprisen på et 50 kvadratmeters sommerhus var oppe på 926.000 kr., men med den fart, der er på sommerhusmarkedet i øjeblikket, er der god grund til at tro, at det ikke har lange udsigter, siger kommunikationschef i Nybolig, Thomas Hovgaard.
 
Han peger især på den øgede sommerhusbelåning, som trådte i kraft sidste år som en driver for et sommerhusmarked, der er på vej frem.
 
-Et sommerhus er som udgangspunkt et luksusgode, så billigere finansiering og et højere bundfradrag for udlejning, som vi netop har fået, har stor betydning for alle de, som hidtil har tøvet med at kaste sig ud i et sommerhuskøb, siger Thomas Hovgaard.
 
Men den øgede belåningsgrad og det hævede bundfradrag har i første omgang ikke givet de store prisstigninger.
 
-Vi har stadig til gode at se betydelige prisstigninger som følge af disse tiltag. Indtil videre har vi kunnet glæde os over, at der er kommet flere salg, så den store pukkel af udbudte sommerhuse er blevet barberet ned. Vi tror heller ikke, at vi kommer til at se prisstigninger med samme intensitet som på parcelhuse og ejerlejligheder, men hvis højkonjunkturen bliver lang, vil priserne også få et nyk opad, siger Thomas Hovgaard.