NORDJYSKE NYHEDER fredag 01. juni 2018
LANDSNYHEDER fredag 15. juni 2018
HELE LANDET: Ledelseskommissionen ser helt rigtigt, når den anbefaler, at rammevilkårene for de offentlige ledere trænger til at blive reformerede, mener HK Kommunal, der peger på behovet for mere nærværende ledelse.

Med 28 anbefalinger, der har til formål at skaffe mere rum til ledelse til gavn for borgerne, har vi fået et fornuftigt grundlag for det videre arbejde med at skabe en endnu bedre offentlig sektor. Sådan lyder det fra HK Kommunals formand, Bodil Otto, om den netop offentliggjorte rapport fra Ledelseskommissionen.

- Jeg hæfter mig først og fremmest ved, at kommissionen anerkender, at vi har så mange dygtige og inspirerende ledere. Og kommissionen ser helt rigtigt, når den peger på, at rammevilkårene for ledelsesopgaven trænger til at blive reformerede, siger Bodil Otto.

Hun peger på, at ledelsesspændet i dag udgør en af de helt store udfordringer.

- Afstanden mellem den udførende medarbejder og lederen skaber i mange tilfælde en distance, der ligefrem kan være kontraproduktiv. For eksempel har man i løbet af de senere år skilt sig af med alt for mange mellemledere. Og den enkelte leder har altså ingen jordisk chance for at kunne udfylde sin rolle, hvis hun har 90-100 medarbejdere under sig. Der er behov for en mere nærværende ledelse, siger Bodil Otto.

Lederne skal ifølge HK Kommunals formand have langt bedre muligheder for at lede i øjenhøjde. Det vil gavne den faglige udvikling hos medarbejderne.

- Når fagligheden bliver anvendt fuldt ud og værdsat, skaber det arbejdsglæde og et bedre psykisk arbejdsmiljø, der igen giver borgerne mere velfærd for pengene, vurderer Bodil Otto.

HK Kommunals formand understreger, at der med de nuværende rammeaftaler er rig mulighed for at aftale arbejdstid og vilkår ude omkring på de enkelte arbejdspladser.

- Problemet er som oftest, at det er de offentlige ledere, der simpelthen ikke kender de muligheder, der allerede findes. Derfor er det som udgangspunkt ganske overflødigt, når kommissionen sætter fokus på overenskomsterne og MED-systemet, fordi de angiveligt ikke understøtter ledelsesopgaven og borgerperspektivet, lyder det fra Bodil Otto.

At ledelsesudfordringerne i staten stort set var fraværende i kommissionens præsentation, undrer Bodil Otto:

- Jeg er lidt skuffet over, at staten fylder så lidt i anbefalingerne. Fokus er i høj grad på kommuner og regioner, mens de store driftsområder i staten stort set er forbigået i tavshed. Det ville have klædt kommissionen også at tage livtag med ledernes vilkår på den ministerielle bane.
HK Kommunal:
Bodil Otto, HK Kommunal.