NORDJYSKE NYHEDER fredag 01. juni 2018
LOKALE NYHEDER tirsdag 12. juni 2018
ALS: Jydsk Jagtrideklub arrangerede lørdag forårets sidste jagt, der var henlagt til området mellem Helberskov og Als Odde på østkysten.

Det blev et arrangement noget ud over det sædvanlige. Ud over selve jagten blev der budt på bryllup og aftenfest i forsamlingshuset  i Helberskov.

Et arrangement, der kom til at strække sig over adskillige timer.

Anledningen var, at formand for jagtrideklubben, Kim  Schewing, Bønderskoven ved Als, blev kirkelig viet til Anne Thygesen.

Vielsen fandt sted i Als kirke midt på formiddagen, og en snes af rideklubbens medlemmer mødte op og parkerede hestetransporterne udenfor kirkemuren, hvorefter de selv og en del andre gæster overværede højtideligheden i kirken.

Efterfølgende dannede de espaliere udenfor kirkedøren med højt hævede ridepiske og adskillige trut i signalhornene.

Fra kirken kørte man til Sandgraven i Helberskov, hvor hestene blev sadlet op, og ved 12-tiden gik det så i fuld fart ud i landskabet, hvor brud og brudgom i forvejen havde tilrettelagt en omfattende rute med ikke færre end 40 forhindringer.

Brudgommen var til hest, medens bruden fulgte efter i en bilkortege sammen med de øvrige gæster, og da hun selv havde været med til at fastlægge ruten, kunne hun sørge for, at biler og heste aldrig kom i karambolage med hinanden.
 
Rytterne i de lange hvide bukser og røde jakker, hjelme og høje hatte var ikke ligefrem sommerklædte, og efter de havde været i sadlerne i næsten tre timer, tørrede de sveden af panden efter en særdeles varm, men vellykket jagt.

..Og så stod den ellers på fest i forsamlingshuset..
Udenfor kirken i Als dannede jagtvennerne espaliere for brudeparret Anne Thygesen og Kim Schewing.
Efter ankomsten til Sandgraven i Helberskov blev hestene sadlet op.
Et sjældent syn ved Als kirke. Et stort antal hestetransportvogne med indhold medens rytterne var til bryllup.