NORDJYSKE NYHEDER fredag 01. juni 2018
LOKALE NYHEDER søndag 10. juni 2018
MARIAGERFJORD: På en af årets forventet varmeste dage drøfter Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune, mandag 11. juni, hvordan det gik med vedligeholdelsen af veje og stræder i den forløbne vinter.

Der var på budgettet afsat 12,5 mio. kr., men den samlede regning kom til at lyde på 14,5 mio. kr. fremgår det af den redegørelse, som fagenheden præsenterer de folkevalgte udvalgsmedlemmer for.

Vinteren var ikke speciel hård, men meget omskiftelig med temperaturer lige over og lige under frysepunktet. Det betød mange udkaldelser af materiel til blandt andet saltning.

De kommunale veje er opdelt i tre kategorier. De vigtigste, vigtige og knap så vigtige strækninger.

På de vigtigste strækninger var man ude at salte 119 gange, på den efterfølgende kategori 96 gange, og på den tredje blev det kun til et par gange.

Det blev imidlertid ikke til megen snerydning. På de to første kategorier af veje var man blot ude tre gange og slet ikke på kategori c-vejene.

I hele vinterperioden er der blevet brugt 5,500 tons salt.

Kommunen var i vinterperioden forskånet for deciderede snestorme, hvor der skal køres i døgndrift. En sådan indsats kan koste op til 1,1 mio. kr. i døgnet.