LANDSNYHEDER onsdag 07.02.2018
HELE LANDET: Det er ikke kun finanssektoren, der forventer, at boligpriserne vil blive ved med at stige, når de kigger i deres krystalkugle. Samme optimisme har også boligsælgerne.

Knap halvdelen af dem, der solgte deres bolig i tredje kvartal 2017 forventer nemlig, at boligpriserne vil stige de næste 12 måneder, mens godt en tredjedel mener de vil forblive uændrede. Kun 5 pct. tror de vil falde. Det viser en undersøgelse, som ejendomsmæglerkæden Nybolig netop har foretaget blandt 700 boligsælgere.
 
-Der er ingen tvivl om, at de positive meldinger fra finanssektoren også påvirker boligejerne. I hvert fald har de generelt pæne forventninger til, at boligpriserne vil fortsætte deres positive udvikling mindst et år endnu, siger Thomas Hovgaard, der er relationschef i nybolig.
 
Han peger især på det økonomiske opsving og den politiske debat som årsag til optimismen.
 
-De færreste har kunnet undgå at bemærke, at det faktisk går rigtig godt med lave renter og høj beskæftigelse. Og selvom vi hører om voldsomme prisfald i Skandinavien, er det ikke herhjemme tegn på, at der skulle være en lignende opbremsning lige om hjørnet, siger Thomas Hovgaard.
 
Ud over mangel på arbejdskraft er det ikke i første omgang de økonomiske emner, der præger den aktuelle dagsorden.
 
-Der tales mere om integration og klima, som er emner, de færreste nok forventer vil påvirke boligpriserne. Og selvom både finanslovsforhandlinger og skatteaftaler har fyldt meget de sidste par måneder, er det mere proces end indhold, der har været i fokus. Boligmarkedet har ikke modsat for et år siden fyldt meget i den offentlige debat, siger Thomas Hovgaard, der glæder sig over, at folk stadig sælger på trods af forventninger om yderligere stigninger.
 
-Det sikrer et godt flow på boligmarkedet, siger han.

Ringvejen 8, 9560 Hadsund
Tlf.: 9858 1622