NORDJYSKE NYHEDER tirsdag 30.01.2018
NORDJYLLAND: En ny analyse fra Region Nordjylland viser, at nordjyske virksomheder halter efter virksomheder i resten af landet, når det gælder anvendelsen af digital teknologi. Næsten hver tredje nordjyske virksomhed i Nordjylland har kun digitaliseret enkelte af deres forretningsprocesser, mens det på landsplan kun er hver femte virksomhed, som tøver på tilsvarende vis.
Samtidig udtrykker flere eksperter, bl.a. i Digitalt Vækstpanel nedsat af regeringen, bekymring for at Danmark som helhed vil sakke bagud i den globale konkurrence. Årsagen er, at danske virksomheder især er stærke på ældre produktionsteknologi, mens de ikke i samme grad som internationale konkurrenter har kastet sig over nyere digitale vækstområder som f.eks. big data, e-handel og internet of things.

Det er især de mange mindre industrivirksomheder i Nordjylland, som er præget af lav digitalisering, og det gør at regionen set under ét halter efter resten af Danmark. Omvendt er potentialet for udvikling stort. Dels har industrien i Nordjylland nogle styrkepositioner inden for 3D-printning og sensor-teknologi, og dels fordi der også er mange lavt hængende frugter som kan plukkes som en hurtig gevinst, hvis arbejdet med digitalisering prioriteres højere af virksomhederne og hjælpes lidt på vej - en hjælp som man allerede står klar med i Vækstforum Nordjylland:

- Vi er meget opmærksomme på, at nordjyske virksomheder oplever udfordringer med digitalisering. Derfor vil vi gerne give dem nogle konkrete input til, hvordan de får gavn af de forretningsmæssige muligheder i ny teknologi. Vi håber, at det kan inspirere flere virksomheder til at tage næste skridt - eksempelvis ved at benytte nogle af de mange gode udviklingstilbud vi har på hylderne inden for den regionale erhvervsfremme, siger Ulla Astman, formand for Regionsrådet og Vækstforum Nordjylland.