LOKALE NYHEDER onsdag 03.01.2018
HELE LANDET: 2017 blev et år med øgede friværdier. Men der er ifølge ejendomsmæglere ikke grund til bekymring, for boligmarkedet er ikke drevet af spekulation.
 
Er man heldig at være ejerlejlighedsejer, kan man glæde sig over, at en ejerlejlighed på 100 kvadratmeter i gennemsnit er blevet 200.000 kr. mere værd de seneste 12 måneder, hvis man regner alle handler med for 2017. Det viser en ny analyse, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har lavet over tal fra boligsiden.dk.
 
-Tallene dækker over store geografiske forskelle, hvor de store byer ikke overraskende har oplevet de største prisstigninger, men set for hele landet må man sige, at der er tale om pæne stigninger og et boligmarkedet, som afspejler de ret gunstige konjunkturer, vi oplever i øjeblikket, siger Thomas Hovgaard, der er relationschef i Nybolig.
 
Ifølge ham skal stigningerne ikke ses, som om træerne vokser ind i himlen.
 

- Kigger man f.eks. over en trediveårig periode, er det helt normalt, at boligmarkedet har sine op og nedture, men til forskel fra sidste gang, vi var vidner til prisstigninger i dette niveau, er den store forskel, at den denne gang ikke er drevet af spekulation, men af et reelt boligbehov, et moderat udbud og nogle ret attraktive finansieringsmuligheder, siger Thomas Hovgaard.
Det er ikke kun ejere af ejerlejligheder, der kan kigge tilbage på 2017 som år, hvor deres friværdi steg.

Et parcelhus på 150 kvadratmeter, beregnet på samtlige handler i landet, er steget ca. 80.000 kr. i værdi det seneste år, mens et sommerhus på 50 kvadratmeter har øget sin værdi med 60.000 kr.
 
-For både parcelhuse og sommerhuse gælder det også, der kan være betydelige, geografiske forskelle, men samlet set vidner tallene om et boligmarked, der endegyldigt har rejst sig efter krisen. Det ses bl.a. også på det stigende antal handler over udbudsprisen, siger Thomas Hovgaard.

100 kvadratmeter blev
200.000 kr  mere værd

100 kvadratmeter blev
200.000 kr  mere værd