LANDSNYHEDER tirsdag 28. november 2017
HELE LANDET: Regeringen vil gøre det nemmere for virksomheder og foreninger at reklamere ved landeveje i landdistrikterne.

- De små erhvervsdrivende får nu en bedre mulighed for at tiltrække nye kunder. Det kan være med til at skabe vækst, udvikling og arbejdspladser i vores landdistrikter. Det er jeg meget tilfreds med, for Venstre arbejder netop for at skabe et Danmark i bedre balance, siger Kristian Pihl Lorentzen, transportordfører for Venstre.
 
Det er en ændring af reglerne for skiltning i det åbne land, som vil betyde, at de små erhvervsdrivende i landdistrikterne vil få bedre mulighed for at opsætte særlige vejskilte, der viser hen til f. eks. den lokale slagter, bager eller købmand. Desuden lempes reglerne for opstilling af lejlighedsbannere, der annoncerer byfester, festivaler, sportsstævner.
 
Ændringen af skiltereglerne er sendt i afsluttende høring med henblik på ikrafttræden den 1. januar 2018, oplyser Venstres transportordfører.
 
- Det er ikke vores ønske at plastre vores landdistrikter til med reklamer. Derfor skal det selvfølgelig være diskrete, men tydelige vejskilte, som viser hen til de lokale erhvervsdrivende, uden at det går ud over trafiksikkerheden og vores natur, fastslår Kristian Pihl Lorentzen.
Reglerne for reklameskilte
ved landevejene lempes