LOKALE NYHEDER mandag 27. november 2017
HADSUND: Hadsund Inner Wheel klub overrakte i forbindelse med sit novembermøde 2.500 kr. til Broen Mariagerfjord.

Til mødet havde Hadsund-klubben inviteret Marianne Ladefoged og Janni Christensen til at holde et foredrag om Broens arbejde for at hjælpe udsatte børn og unge til et aktivt fritidsliv.

De to fortalte blandt andet, at Broen bygger bro for børnene til de lokale idræts og fritidstilbud. Det sker i et tæt samarbejde med foreninger og fagpersoner i kommunen.

Broen Mariagerfjord er en lokalafdeling af Broen Danmark. På landsplan hjælper foreningen børn under 18 år fra socialt udsatte familier. Det kan f. eks. være enlige mødre/fædre, sygdomsramte familier og familier med sociale problemer, hvor familiens situation betyder, at barnet ikke har mulighed for at deltage i et aktivt fritidsliv sammen med andre børn eller unge.

Broen får kendskab til børnene gennem et samarbejde med blandt andet lærere, pædagoger, sagsbehandlere, sundhedsplejersker og andre fagpersoner i kommunen. Med forældrenes samtykke kan barnet i løbet af kort tid påbegynde en aktiv fritid i en lokal forening med Broens støtte. Broens lokalforeninger hjalp i 2016 ca. 3.900 børn og unge til en meningsfuld fritid i stærke fællesskaber.

Inner Wheel Danmarks årsindsamling på 234.000 kr. til Broen Danmark blev i oktober på landsmødet på Nyborg Strand overrakt til sekretariatsleder Erik Haumann. Beløbet var gennem et helt år indsamlet i hele landet i Inner Wheels 5 distrikter. Distrikt 45 i det midtjyske område havde valgt at samle ekstraordinært ind til Broen, og nåede op på 75.000 kroner, så det indsamlede beløb på landsplan kom op på i alt 309.000 kroner. Resultatet af årsindsamlingen 2016-2017 sætter rekord for årsindsamlinger i organisationen.

Inner Wheel klubberne ser det som et vigtigt arbejde at hjælpe udsatte børn. Det gælder også Hadsund Inner Wheel klub, oplyser Bente Carpentier.

Marianne Ladefoged og Janni Christensen fra Broen Mariagerfjord modtog 2.500 kr i ekstra støtte fra Inner Wheel i Hadsund.
Inner Wheel i Hadsund giver ekstra støtte
til lokale udsatte børn og unge