ØSTKYSTEN
ØSTKYSTEN
LOKALE NYHEDER søndag 8. oktober 2017
HOBRO: Mariager Fjord Orienteringsklub sørger for, at der bliver mulighed motion op til efterårsferien. Man arrangerer lørdag 14. oktober et træningsløb i Østerskoven i Hobro.

Deltagerne skal møde på parkeringspladsen ved tennisbanerne på Amerikavej overfor Hobro Idrætscenter, oplyser dagens to banelæggere Lajla Præstgaard og Benny Koch.

 Alle kan dyrke orienteringsløb, uanset alder og erfaring, og derfor er orientering alle tiders sport for familier med børn. Hele familien følges ad, dyrker samme sport og har en fælles oplevelse i skoven, og der er gratis at deltage, oplyser klubben.

Ingen sport kombinerer natur og motion på samme måde som orientering. Man kan få en bane som passer til ens niveau. I orientering er der korte og lette baner, som er særlig velegnet til børn og begyndere, og der er de lange og teknisk svære baner, som giver selv den rutinerede løber udfordring.

Når løberne har været i skoven med kort og kompas, slutter man af med en "eftersnak" om, hvordan løbet så gik. Hvad gik godt, og hvad kunne være grebet anderledes an? Selv om man måske kan løbe stærkt, så er det ikke nødvendigvis det samme som at kunne finde den bedste og hurtigste vej fra post til post i skoven. 

Klubbens egne medlemmer stiller sig til rådighed for at hjælpe nye løbere på vej i orienteringssporten.

- Når vi sender en nybegynder, et barn eller en teknisk uerfaren løber i skoven, så følger én af hjælpetrænerne med som "skygge". Så er der ingen fare for, at man farer vild i skoven eller på anden måde føler sig utryg, siger banelæggerne.

For at prøve orientering behøver man ikke andet end et par gode løbesko. Et kompas er godt, men ikke nødvendigt som begynder. Klubben har en række kompas, som man kan låne, og de elektroniske tidtagningsbrikker kan man også låne sig til. 

Man kan som løber blot møde op på dagen og deltage i løbet, men har man på forhånd besluttet sig til at deltage, vil vi meget gerne have en tilmelding på sms til 28 56 66 25.

Der findes mere information om orienteringsløb og om Mariager Fjord Orienteringsklub på
www.mariagerfjordok.dk

- Efter løbet serveres en mindre forfriskning i form af frugt og vand, siger Lajla Præstgaard og Benny Koch.

orienteringsløb er for hele familien, mener Mariager Fjord Orienteringsklub.
Familierne inviteres på motionsløb med kort og kompas