ØSTKYSTEN
ØSTKYSTEN
LANDSNYHEDER torsdag 5. oktober 2017
HELE LANDET: Selvom knap halvdelen af alle danske bolighandler bliver handlet under udbudsprisen, føler godt en tredjedel af lejlighedskøberne, at de giver for meget for deres bolig. Det viser en undersøgelse, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har foretaget blandt knap 700 lejlighedskøbere i første halvår af 2017.
 
Mens 61 pct. af de adspurgte mener, at de har betalt en rimelig pris for deres bolig, svarer 36 pct., at den var lidt dyrere, end de mente var rimeligt. 2 pct. svarer ved ikke.
 
-Selvom boligmarkedet til en vis grad er udsat for regulering, foregår det i høj grad på markedsvilkår, så den pris, man ender med at betale, bør være et godt udtryk for boligens aktuelle værdi i forhold til udbud og efterspørgsel. Men priserne på ejerlejligheder er steget markant de seneste år, og derfor kan man ikke fortænke folk i, at de synes, at priserne kan forekommer at være i den høje ende, siger Thomas Hovgaard, der er relationschef i Nybolig.
Det er især manglen på boliger i de store byer og gunstige finansieringsvilkår, der ligger bag prisudviklingen.
 
-Heldigvis er de fleste eksperter enige om, at der ikke er tegn på, at prisudviklingen vil ændre sig dramatisk, så har man netop købt ejerlejlighed, bør man trøste sig med, at den minimum vil holde prisen eller endda har mulighed for at stige yderligere, siger Thomas Hovgaard.
 
I gennemsnit ejes en ejerbolig i 14 år. Derfor mener han, at det er vigtigere at fokusere på de faste ydelser end på købsprisens størrelse.
 
-De fleste køber en bolig med en forholdsvis lang tidshorisont, og ingen kan jo vide, hvordan boligmarkedet ser ud om fx ti år eller mere. Det er derfor langt vigtigere, at man sørger for, at man har styr på sin boligøkonomi, så man går fri af eventuelle udsving, hvis markedet skulle tage et uforudset dyk, siger Thomas Hovgaard.

Mange købere af ejerlejligheder
følte at de betalte for meget